Hvornår er en ægtepagt den rigtige løsning

Et kærestepar ønskede at gifte sig og kom til os for at få oprettet en ægtepagt. De ønskede for en sikkerheds skyld at beskytte mandens erstatning for erhvervstab og mén på 1,6 mio. kroner. Men desværre kom de for sent til at få en optimal løsning, for de havde fået mangelfuld rådgivning, da erstatningen blev udbetalt.

Heldigvis for kæresteparret spørger vi hele vejen rundt, for at finde kernen i de problemstillinger, vores kunder står med. Det kan jo være, at det ikke nødvendigvis var en ægtepagt, der skulle til for at opfylde deres ønsker.
 

Kreditorbeskyttelse var første behov

En erstatning for varige mén er noget særligt rent juridisk. Erstatningen træder i stedet for noget, man ikke kan få igen – i dette tilfælde en rask ryg. Det betyder, at erstatningen kan beskyttes for altid med en kreditorbeskyttelse.

Med optimal rådgivning havde manden fået erstatningen sat ind på en særskilt konto med kreditorbeskyttelse, og pengene havde været hans for altid. Han havde slet ikke behøvet en ægtepagt, hvis han havde fået en kreditorbeskyttet konto. Hverken skilsmisse, spillegæld, konkurs eller andre tænkelige ulykker vil på noget tidspunkt kunne true en formue, der står på en særskilt konto.

De to kærester havde ikke fået rådgivning om kreditorbeskyttelse, og de tænkte ikke over konsekvenserne, da pengene blot blev sat ind på mandens lønkonto. De tænkte mere på deres fælles fremtid, og de købte hus sammen. Her indskød manden sin erstatning på 1,6 mio. kroner.

Parret ville også giftes, og de ønskede, at manden skulle kunne beholde sin erstatning, hvis de nu en gang i fremtiden skulle gå fra hinanden. Derfor kom de til os for at få lavet ægtepagt.
 

For anden gang en mangelfuld rådgivning

Men huset var jo købt og formuen skudt ind i deres nye, fælles hjem. Igen havde parret fået dårlig eller mangelfuld rådgivning.

Når parret skyder 1,6 mio. kroner ind i en ejendom, hvor de to parter ejer hver en halvdel, betyder det, at mandens 1,6 mio. er delt mellem de to. Han har faktisk foræret kvinden 800.000 kroner med sin underskrift på skødet uden at vide det.

Her stod de så forud for deres bryllup og ønskede en ægtepagt, for at sikre manden ved eventuel skilsmisse. Men jeg kunne kun tilbyde dem brandslukning.


Desværre måtte parret nøjes med en reparationsløsning

De fik deres ægtepagt i forbindelse med brylluppet. Dertil også et testamente. Men de to gange mangelfuld rådgivning betød, at manden ikke kunne beskytte hele sin erstatning. Ægtepagten kunne kun beskytte halvdelen, nemlig 800.000 kroner.

Hvis parret vil sikre hele erstatningen, kræver det oprettelse af et gældsbrev på den anden halvdel, nemlig de 800.000, som var blevet hustruens i forbindelse med huskøbet. Af gældsbrevet ville det fremgå, at kvindes andel af indskuddet i ejendommen var et lån.

Parret endte således op med et behov for både ægtepagt, testamente og gældsbrev.

Faktisk anbefalede vi yderligere sikring af manden ved, at han også fik sikkerhed for hustruens gæld til ham med et ejerpantebrev i hustruens del af ejendommen.

Dette råd er til overvejelse, for et ejerpantebrev koster mange penge at oprette. I dette tilfælde skulle parret af med 13.660 kroner alene i tinglysningsafgift. Hertil udgiften til advokat. Derfor overvejer parret nu, om de vil bruge så mange penge i tinglysningsafgift for at sikre mandens stilling.

Desværre for dette par har de kun fået en reparationsløsning, idet det ikke var muligt for os at genskabe kreditorbeskyttelsen af de 1,6 mio. kroner. Det løb var kørt, da parret kom til os. Derudover har den sene rådgivning været væsentligt dyrere for dem, end hvis de havde fået den rigtige rådgivning fra start.

Hos os i PARTNER Advokater vil vi gerne rådgive up front – helt fra start. Derfor spørger vi hele vejen rundt om en problemstilling, så vores kunder får den rigtige rådgivning på det rigtige tidspunkt af den rigtige rådgiver.

Hvis du har brug for at tale ægtepagt med en advokat, kan du kontakte

Louise Vigand Kryger hos PARTNER Advokater eller på tlf. 56 67 16 18