Nyt advokatkoncept ser dagens lys i Ringsted

Virksomheder kan nu hos PARTNER Advokater i Ringsted få en direkte linje ind til en advokat, for et overskueligt månedligt beløb.

Mange ser på advokaten som en dyr størrelse man absolut først skal involvere, når alle andre veje udtømt.

Det er blandt andet den opfattelse advokat og partner Steffen Nielsen fra PARTNER Advokater i Ringsted har ønsket at gøre op med, ved at præsentere markedet for et helt nyt advokatkoncept, især rettet mod mindre virksomheder.

Fast månedligt abonnement

Konceptet bygger på, at virksomheder tegner et månedligt abonnement på advokatsupport der, afhængig af antallet af ansatte, koster kunden henholdsvis kr. 299, 499 eller 699 pr. måned.

Og hver gang man er i tvivl om noget som en advokat kan rådgive omkring, kan man ringe eller skrive til Steffen Nielsen, som så vil give et godt råd til at komme videre på.

Brug advokaten rigtigt og spar penge

En væsentlig del af ideen med det nye koncept er, at kunden skal involvere advokaten tidligt i forløbet, i stedet for at vente. Ifølge Steffen Nielsen kan mange ting nemlig løses tidligt i et forløbet, hvis man får et godt råd til hvordan man kommer videre.

Ofte får konflikter lov til at vokse sig meget større og dyrere end nødvendigt, ved at man involverer advokaten for sent. Ved at benytte Advokat-support kan man kontakte mig med et konkret spørgsmål, og jeg vil så give et klart råd til hvad man skal gøre, fortæller Steffen Nielsen.

Sesam sesam luk dig op

En del af kunsten i jura handler ifølge Steffen Nielsen om at sige eller skrive præcis det rigtige, for at have retten på sin side. Derfor er den tidlige involvering af advokaten særlig vigtig.

I jura er det vigtigt at man får sagt eller skrevet det helt rette, ja, måske ligefrem selve "trylleordet". Det kan jeg hjælpe med ved at blive involveret tidligt, før man får sagt eller skrevet det "forkerte".

Og uanset om man ringer 2, 5, 8 eller 10 gange månedligt er man velkommen. For så er det fordi man har behovet, og forstår at udnytte den hjælp man har tegnet abonnement på, siger han.

Store forventninger til konceptet

Det nye koncept blev lanceret den 1. januar i år, og at dømme efter interessen er det noget Steffen Nielsen forventer sig meget af fremover.

Jeg har oplevet stor interesse for konceptet, men jeg tror det tager lidt tid før vi vil kunne notere os mange abonnenter. For der er trods alt tale om at gøre op med nogle indgroede vaner og opfattelser af hvornår advokaten skal spørges til råds.

Men, når først ordet begynder at sprede sig, og kunderne har oplevet fordelen ved altid at kunne kontakte advokaten for et godt råd, er jeg sikker på at det vil slå godt an. Så jeg har bestemt positive forventninger til antallet af fremtidige abonnenter, siger Steffen Nielsen.

 

Artiklen er bragt i Erhvervsavisen Ringsted tirsdag den 14. april 2015 og skrevet af Søren Lindquist.