Skal du på krydstogt i sommerferien?

Krydstogter er blevet en af de foretrukne rejseformer for danskerne. Derfor har vi valgt at skrive en artikel, om de rettigheder man har, som krydstogtspassagerer.

Som skibsrejsende i EU har man bestemte rettigheder. Disse rettigheder gælder, når man rejser ud fra en havn i EU, og når man ankommer til en havn i EU – uanset selskab. Reglerne gælder for skibe af en vis størrelse.

Ved aflysning eller forsinkelse har du først og fremmest ret til information, hvis retten forsinkes med over 90 min., har du endvidere ret til enten at få refunderet billetten eller transport på lignende betingelser til bestemmelsesstedet snarest muligt. Oftest har man tilsvarende ret til måltider og drikkevarer samt indkvartering – dette afhænger selvfølgelig af forsinkelsens længde. Hvis skibet ankommer til bestemmelsesstedet over en time forsinket, har du afhængigt af forsinkelse ret til en godtgørelse på 25-50 % af billetprisen.

I tilfælde af ulykker på havet har du ret til erstatning fra skibet eller dennes forsikring, såfremt du kommer til skade. Erstatningsretten omfatter ikke kun personskader, men også skader på ting, såsom bagage, biler og andre ejendele.

Ved personskader forårsaget af skibbrud, kæntring, stranding og lignende har du ret til en forudbetaling fra selskabet, således du kan dække dine umiddelbare behov.