Har du krav på at få byttet din julegave?

Svaret på det spørgsmål afhænger af, om gaven er købt i en fysisk butik eller i en netbutik, samt hvornår
gaven er købt, fortæller advokat Louise Vigand Kryger fra PARTNER Advokater i Køge.

Hvis gaven er købt i en fysisk butik

 

”I fysiske butikker har du ikke en lovbestemt ret til at fortryde et køb, bytte til noget andet eller få pengene tilbage. Det afhænger helt af den enkelte butiks service, hvad du har ret til, samt hvor længe denne ret skal gælde” oplyser advokat Louise Vigand Kryger. Det gælder altså også, hvis du f.eks. har fået en bluse der er for lille, så har du ikke automatisk ret til at få den byttet til en større. Hvis du vil bytte din julegave købt i en fysisk butik, så skal du altså undersøge forhandleres bytteregler, som imidlertid typisk fremgår af bonen eller byttemærket.

 

Du bør således også undersøge en butiks bytteregler inden du køber dine julegaver, da det er så ærgerligt at give en gave, som modtageren ikke bliver glad for, men som ikke kan byttes.

 

Hvis gaven er købt i en netbutik

 

”På gaver købt på nettet er der 14 dages lovbestemt fortrydelsesret, hvis du har handlet i Danmark eller inden for EU. De 14 dage gælder fra pakken er modtaget” oplyser advokat Louise Vigand Kryger.

 

Du skal altså have fat i gavegiveren, som må fortælle dig, hvilken dato pakken er modtaget, hvis du vil sikre dig mod at overskride en frist for at benytte din fortrydelsesret på en julegave købt online.

 

Fortrydelsesretten kan dog være længere, særligt omkring jul.

 

Hvis fristen falder på en af julehelligdagene skydes den til næste hverdag.

 

”Fortrydelsesretten på varer købt online betyder, at du kan få pengene tilbage, og du har krav på at få det fulde beløb, herunder forsendelsesomkostninger” fortsætter advokaten.

 

Vær opmærksom på, at netbutikken kan have særlige procedurer for brug af fortrydelsesretten, f.eks. udfyldelse af særlige returformularer online.

 

Du bør altid gemme dokumentation for din returnering af varen.

 

”Hvis varen er bestilt online, men til afhentning i en fysisk butik, er det stadig reglerne for nethandel der er gældende” slutter advokat Louise Vigand Kryger.

 

Advokat Louise Vigand Kryger fra PARTNER Advokater i Køge, Nørregade 54 A, 4600 Køge ønsker
alle god julegaveshopping.
Har du krav på at få byttet din julegave?